Alfabetet er mere end a og b

Puha! Jeg har en masse bolde i luften pt. og for mig er det en kunstart, at holde dem alle kørende.
Der er den ene, anden og tredje virksomhed - jeg er lige flyttet - kæresten er (endelig!) kommet hjem efter 3 mdr. adskillelse (jeg er ikke fan, af at være SÅ lang tid væk fra hinanden) - det er jul med alt hvad det indebære - ect.

Så jeg har brug for noget struktur. Meget struktur for at være ærlig. Og det der med struktur er jeg ikke ligefrem verdensmester i.. Så det nemmeste ville være et glemme det! Sådan helt glemme det. For altid.
Men men: hvorfor hoppe over hvor gærdet er lavest? Det hjælper mig ikke ligefrem at lukke øjnene, stikke fingere i ørene og sige "la la la". Tværtimod, vil min situation forværres.

Derfor har jeg lang en plan, som jeg flittigt følger.
Da jeg udarbejdede min plan, slog det mig, at vi ofte ligger en plan a og måske en plan b. Hvad hvis plan a og b går i vasken?
Personlig kan jeg finde på at erklære idéen/projektet for ligegyldigt. So what to do?

Alfabetet har heldigvis flere bogstaver end a og b. Jeg vil for fremtiden, tænke på 'alfabets planlægning'. Forstået på den måde, at det kan være at mine første tiltag ikke virke til udførelen af mine idéer/projekter. Dvs. plan a og b, men det betyder ikke at idéen/projektet er skidt.

Walt Disney havde selv den tankegang: det er aldrig idéen/drømmen der er noget i vejen med. Vi kan højest kritiserer vores fremgangsmåde, til at realiserer idéen/drømmen.

Med det i baghovedet vil jeg drage ud i den store verden og berige mig med mine nye indtryk og tænke flere tanker.

Pinligt, pinligt, pinligt!

Lørdag morgen opholder jeg mig et sted i Vig. Langt væk fra mit normale hektiske liv i Kbh.
Her starter jeg dagen med, at tage et bad - et tiltrængt et af slagsen.

Da jeg kommer tilbage på værelset og har fået tøj på, tænker jeg "mon ikke det er en god idé at smøre lidt creme i hovedet".
Til min store skræk, ser jeg at min små rejse shampo, balsam og creme ikke havde de 'rette' mængder tilbage. Shampoen var ok. Balsam var der intet taget af. Cremen var ikke længere fyld, som den burde ha' været. Her slår det mig, at jeg lige har vasket hår i en rigtig dyr creme, fra et lækkert hotel i New York.

Hvordan tror du resten af dagen gik?

Jeg dummede mig flere gange den dag. Sådan rigtig dummede mig. Jeg var hende, man kun læser om i de pinlige historier i bladene. På trods af alt den pinlighed, valgte jeg at grine af det. Faktisk fortalte, jeg de første mennesker jeg mødte lørdag morgen, om hvad der ikke er det bedste at vaske hår i.. (Det skal lige siges, at jeg kendte dem!)

Måske er det slet ikke så farligt at åbne op, over for vores små dumheder vi begår. Jeg lærte at det har fordele for mig, hvis jeg kan være overbærende for mig (selv og andre).
Det giver i hvert fald mig, anledning til at få andre til at smile for en stund.

Ta' en tudekiks

D. 18/11/11 var jeg ude og holde foredrag. Mit første nogensinde! Nøøj det gav sommerfugle i maven - nogle livlige nogen af slagsen endda.
Jeg havde fået til opgave, at fortælle hvordan jeg havde overvundet mine bump på vejen og var nået dertil, hvor jeg er i dag. Et emne der ligger mit hjerte nært. Her inddrages drømme, håb, tvivl, usikker og rå styrke.
Jeg oplever, at vi mennesker bliver autentiske, når vi snakker om det emne. "Gud, kan jeg også gøre det på den måde?", vi forarges over, hvad andre har gjort, inspireres, lades os påvirke m.m.

Jeg havde forberedt mit foredrag længe. I starten tænke jeg "Jeg har intet at byde på. Hvorfor skulle de gide at høre på mig?". Alligevel fortsatte jeg, med at knokle med et manuskript, jeg kunne støtte mig til.
Jeg havde 30 min. at skulle udfylde. Puha! Jeg syntes at det var lang tid, at skulle være på. Derfor besluttede jeg mig for, at skrive alt ned fra den periode jeg skulle tale om. Fra start til slut - relevant som irrelevant.

Jeg blev overrasket over, at jeg syntes det HELE var relevant. Hvert et ord. Waow, så jeg kunne altså godt finde på noget at sige.. Hvor lang tid mon det tog? 60 min. lige ud. Ups.. Jeg havde kun 30 min. Jeg blev endnu engang overrasket, over at jeg havde bildt mig selv ind, jeg intet havde at sige. Det var løgn! Tænk sig, hvad vi kan gå og bilde os selv ind..

Det var ikke nemt for mig at korte foredraget ned. Slet ikke. Jeg opgav til sidst. Jeg havde nok materiale til at udfylde 60 min. og tænkte det nok ville blive min fordel, da jeg har det med at glemme hvad jeg vil sige, når jeg bliver nervøs + taler hurtigere end normalt.

Min plan gav pote i forhold til tidsplanen. Hvad jeg ikke havde taget højde for, var at jeg kunne begynde at græde under foredraget. Jep, jeg græd. Den ene tåre trillede ned af kinden efter den anden. Der var en stemme inde i mig der hviskede "det her er pinligt. Det her er uprofessionelt. Tag dig sammen. Ta' en tudekiks. Gør noget klogt fx. flygt!". Hvad havde du gjort i den her situation?

Jeg blev stående. Talte fra hjertet. Holde fokus, på hvilket budskab jeg ville videregive publikum. Jeg lod mig påvirke af publikum. Jeg kunne mærke dem. De lyttede. De blev berørt og tog mine budskaber til sig.
I det her øjeblik slog det mig. Det er ikke nødvendigt at pakke sig ind bag smarte præsentationsmodeller, årelange træningsforløb som foredragsholder eller det dyreste tøj for at fange sit publikums opmærksomhed og hjerter. Jeg fik den indsigt, at det vigtigste er, at være os selv. At være tro mod vores budskaber og tale derfra. Tåre eller ej.
Jeg ture vise mig sårbar for en stund. Jeg lod maskerne falde og lod mit lys skinne.
Det var stort og jeg følte mig urokkelig.

Kontaktpersonen fra det sted, hvor jeg var ude og holde foredrag, spurgte mig om hun måtte ringe en anden gang. Jeg smilte og med et glimt i øjet sagde jeg "det behøver du slet ikke spørge om. Det har været en fornøjelse, at være her og tale for de unge mennesker".

Jeg sidder faktisk og fælder tåre igen, ved at skrive om det. Små lykketåre over hvad der er muligt når vi tør <3