Ta' en tudekiks

D. 18/11/11 var jeg ude og holde foredrag. Mit første nogensinde! Nøøj det gav sommerfugle i maven - nogle livlige nogen af slagsen endda.
Jeg havde fået til opgave, at fortælle hvordan jeg havde overvundet mine bump på vejen og var nået dertil, hvor jeg er i dag. Et emne der ligger mit hjerte nært. Her inddrages drømme, håb, tvivl, usikker og rå styrke.
Jeg oplever, at vi mennesker bliver autentiske, når vi snakker om det emne. "Gud, kan jeg også gøre det på den måde?", vi forarges over, hvad andre har gjort, inspireres, lades os påvirke m.m.

Jeg havde forberedt mit foredrag længe. I starten tænke jeg "Jeg har intet at byde på. Hvorfor skulle de gide at høre på mig?". Alligevel fortsatte jeg, med at knokle med et manuskript, jeg kunne støtte mig til.
Jeg havde 30 min. at skulle udfylde. Puha! Jeg syntes at det var lang tid, at skulle være på. Derfor besluttede jeg mig for, at skrive alt ned fra den periode jeg skulle tale om. Fra start til slut - relevant som irrelevant.

Jeg blev overrasket over, at jeg syntes det HELE var relevant. Hvert et ord. Waow, så jeg kunne altså godt finde på noget at sige.. Hvor lang tid mon det tog? 60 min. lige ud. Ups.. Jeg havde kun 30 min. Jeg blev endnu engang overrasket, over at jeg havde bildt mig selv ind, jeg intet havde at sige. Det var løgn! Tænk sig, hvad vi kan gå og bilde os selv ind..

Det var ikke nemt for mig at korte foredraget ned. Slet ikke. Jeg opgav til sidst. Jeg havde nok materiale til at udfylde 60 min. og tænkte det nok ville blive min fordel, da jeg har det med at glemme hvad jeg vil sige, når jeg bliver nervøs + taler hurtigere end normalt.

Min plan gav pote i forhold til tidsplanen. Hvad jeg ikke havde taget højde for, var at jeg kunne begynde at græde under foredraget. Jep, jeg græd. Den ene tåre trillede ned af kinden efter den anden. Der var en stemme inde i mig der hviskede "det her er pinligt. Det her er uprofessionelt. Tag dig sammen. Ta' en tudekiks. Gør noget klogt fx. flygt!". Hvad havde du gjort i den her situation?

Jeg blev stående. Talte fra hjertet. Holde fokus, på hvilket budskab jeg ville videregive publikum. Jeg lod mig påvirke af publikum. Jeg kunne mærke dem. De lyttede. De blev berørt og tog mine budskaber til sig.
I det her øjeblik slog det mig. Det er ikke nødvendigt at pakke sig ind bag smarte præsentationsmodeller, årelange træningsforløb som foredragsholder eller det dyreste tøj for at fange sit publikums opmærksomhed og hjerter. Jeg fik den indsigt, at det vigtigste er, at være os selv. At være tro mod vores budskaber og tale derfra. Tåre eller ej.
Jeg ture vise mig sårbar for en stund. Jeg lod maskerne falde og lod mit lys skinne.
Det var stort og jeg følte mig urokkelig.

Kontaktpersonen fra det sted, hvor jeg var ude og holde foredrag, spurgte mig om hun måtte ringe en anden gang. Jeg smilte og med et glimt i øjet sagde jeg "det behøver du slet ikke spørge om. Det har været en fornøjelse, at være her og tale for de unge mennesker".

Jeg sidder faktisk og fælder tåre igen, ved at skrive om det. Små lykketåre over hvad der er muligt når vi tør <3