Eller faktisk kom der to. To breve kun til mig. Jeg elsker at få post! Særligt når det er uventet postkort fra veninderne. Denne gang var det dog post i den mere alvorlige ende.. Det var firmapost - Er selvstændig, hvis jeg har glemt at nævne det tidligere.
Et brev fra banken og et fra en anden virksomhed (jeg har valgt, ikke at offentlige gøre navnene på virksomhederne). Min første tanke var: bare der ikke er noget galt!
En smule nervøs får jeg åbnet de to breve og læst dem igennem. Jeg går fra at være nervøs, til ikke at kunne få vejret..
Hvis jeg skulle vælge, hvilke af de breve jeg syntes var sjovest, ville jeg stå midt i et dilemma.
Begge breve fik mig til at trække på smilebåndet og trænet lattermusklerne.
Om det ene brev, skrev jeg tidligere på Facebook:
Kære Bank,
Jeg takker jer, for at være en bank med humor. For 2 år siden var I meget modvillige, da jeg foreslog, at starte en pensionsopsparing. Sørme så om jeg ikke modtager et brev fra jer i dag, hvor I skriver "Der er sikkert stadig nogle år til, du går på pension, og det kan være en god idé at spare op, så du får ekstra økonomisk råderum og kan gøre de ting, som gør livet lidt rigere... når du går på pension".
Jeg ved ikke, om jeg er ene om at side tilbage med følelsen af, at banken har et lidt urealistisk syn på alder? Tvivler på, at regeringen er enig med Banken, om at 20 årig skal overveje at gå på pension om nogle år? :b
- Faktisk ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde af morskab xD
Det andet brev var en kærlig påmindelse, om at jeg ikke havde fået nyet x, i forbindelse med min virksomhed. Får jeg ikke gjort det indenfor 14 dage, frafalder min ret til produktet. Det sjove i denne sag er, at det er 5 gang jeg får denne besked fra dem.
Allerede første gang jeg fik besked på, at det var tid til at forny x, tog jeg fat i virksomheden og sagde: jeg ønsker ikke længere jeres produkt, så det er vel ikke nødvendigt at forny noget? Jeg formoder ikke, at det er for sent at melde fra uden ekstra gebyrer. Hvortil jeg fik svaret nej og blev lovet ikke at høre mere fra dem.
Fælles for de to breve er, at jeg ret hurtigt dømte de to virksomheder som uprofessionelle, ikke at have styr på sine ting/kunder og tænkte, at de gav mig en kærlig påmindelse om, hvad jeg synes er dårlig kundeservice - så det er hermed noteret, at jeg vil gøre hvad jeg kan, for at undgå at gøre det i min egen virksomhed.
Hele dagen har brevene rumsteret rundt i hovedet på mig: hvorfor var det lige, at jeg reagerede som jeg gjorde og kunne jeg lære noget af det?
Hvorfor min reaktion var som den var, er stadig en gåde for mig. Dog har jeg set en masse læring i det. Virksomheden der har givet mig et utal af chancer for at betale, mindede mig om, at der også er steder i mit liv, hvor jeg giver udtryk for en mening og en konsekvens, men jeg holder ikke fast i konsekvensen. Min mening bliver bare gentaget igen og igen.. I det uendelige.
Banken mindede mig om, at vi alle bare er mennesker og vi kan begå fejl - også i vores iver efter at tjene penge til virksomheden.
To breve blev til dagens munter indslag, og gav stof til eftertanke. Go' weekend.
fredag den 4. november 2011
onsdag den 2. november 2011
Et stop for langt og stadig tjekket
Jeg havde en ret interessant oplevelse i dag. Oprindeligt var det min plan at løbe en tur efter morgenmaden, men det var som om at kroppen og hjernen ikke helt var enige om, hvilket tempo tingene skulle foregå i, eller for den sags skyld hvor kroppen skulle være.. Kroppen havde helt klart sin egen dagsorden: at sætte sig foran computeren, for at tage hul på dagens opgaver. Hjernen var samarbejdsvillig til en hvis grad - så udskydes løbeturen til efter frokost!
Tiden gik og inden jeg havde set mig om var kl. allerede 15.00, hvilket betød at jeg måtte ud af døren. Jeg havde en konsulentopgave ude i byen, der skulle løses.
Kroppen vågnede op, da den kom udenfor til stor jubel for hjernen. Tempoet var højt. Faktisk småløb jeg de 2 km. ned til stationen for at fange min bus.
Jeg sad i bussen og holdte godt øje med, hvor jeg skulle af, da jeg ikke kendte stoppestedet på forhånd. Pludselig ringede en gammel kontakt, og sagde at vedkommende havde haft mig i tankerne det sidste stykke tid. "Begejstrede mennesker glemmer jeg aldrig og folk som dig, vil jeg gerne arbejde sammen med" var et af mange venlige sætninger, der blev sagt under denne samtale. Behøver jeg at sige, jeg glemte at holde øje med, hvor jeg skulle af, da jeg blev helt opslugt af samtalen?
Jeg endte med at køre et stop for langt.. Jeg havde 15 min. til at finde en ukendt adr., der lå 2,2 km. fra hvor jeg var endt. Længe leve smartphones med GPS!
For anden gang indenfor 20 min. begyndte jeg at løbe - dog ikke for hurtigt da jeg ikke ville svede som et svin, og pruste som en hest, når jeg kom frem.
En sjov ting slog mig under denne transporttur: Når jeg dyrker motion, bidrager jeg til mig selv. I dag har du faktisk frarøvet dig, dit bidrag til dig selv, men heldigvis kan du blive så optaget af en telefonsamtale eller arb. foran computeren, at du helt glemmer tid og sted, hvilket medføre at du må løbe 4,2 km. samlet set for at nå din opg.
Til orientering kan jeg oplyse, at jeg nåede frem på minuttet. Sjældent har jeg grint så meget og åbenhjertig fortalt hvordan min vej til arb. har været.
Fik da også en kommentar med på vejen "Hvordan kan du komme ind af døren, tørre en svedperle af panden, og bare se så pokkers tjekket ud, når din vej til arb. har været sådan?"
Mens jeg lige stod og fik vejret, fik jeg slynget en fin sætning ud, som er ret kendt indenfor coachingensverden "der er kun noget at give slip på. Jeg gav slip på, at jeg skulle have styr på alting".
Som du kan læse her på bloggen, er jeg pt. ret optaget af temaet "at bidrage". I dag fik jeg en kærlig påmindelse om, at jeg kan bidrage til mig selv, ved at huske at dyrke motion. Inden længe vil jeg dele et af de interview jeg har været ude og lave. En inspirerende kvinde jeg har fulgt på sidelinjen, har sagt god for at jeg deler hendes guldkorn her på bloggen. Jeg er vildt begejstret og glæder mig til at afslører hvem det er.
Tiden gik og inden jeg havde set mig om var kl. allerede 15.00, hvilket betød at jeg måtte ud af døren. Jeg havde en konsulentopgave ude i byen, der skulle løses.
Kroppen vågnede op, da den kom udenfor til stor jubel for hjernen. Tempoet var højt. Faktisk småløb jeg de 2 km. ned til stationen for at fange min bus.
Jeg sad i bussen og holdte godt øje med, hvor jeg skulle af, da jeg ikke kendte stoppestedet på forhånd. Pludselig ringede en gammel kontakt, og sagde at vedkommende havde haft mig i tankerne det sidste stykke tid. "Begejstrede mennesker glemmer jeg aldrig og folk som dig, vil jeg gerne arbejde sammen med" var et af mange venlige sætninger, der blev sagt under denne samtale. Behøver jeg at sige, jeg glemte at holde øje med, hvor jeg skulle af, da jeg blev helt opslugt af samtalen?
Jeg endte med at køre et stop for langt.. Jeg havde 15 min. til at finde en ukendt adr., der lå 2,2 km. fra hvor jeg var endt. Længe leve smartphones med GPS!
For anden gang indenfor 20 min. begyndte jeg at løbe - dog ikke for hurtigt da jeg ikke ville svede som et svin, og pruste som en hest, når jeg kom frem.
En sjov ting slog mig under denne transporttur: Når jeg dyrker motion, bidrager jeg til mig selv. I dag har du faktisk frarøvet dig, dit bidrag til dig selv, men heldigvis kan du blive så optaget af en telefonsamtale eller arb. foran computeren, at du helt glemmer tid og sted, hvilket medføre at du må løbe 4,2 km. samlet set for at nå din opg.
Til orientering kan jeg oplyse, at jeg nåede frem på minuttet. Sjældent har jeg grint så meget og åbenhjertig fortalt hvordan min vej til arb. har været.
Fik da også en kommentar med på vejen "Hvordan kan du komme ind af døren, tørre en svedperle af panden, og bare se så pokkers tjekket ud, når din vej til arb. har været sådan?"
Mens jeg lige stod og fik vejret, fik jeg slynget en fin sætning ud, som er ret kendt indenfor coachingensverden "der er kun noget at give slip på. Jeg gav slip på, at jeg skulle have styr på alting".
Som du kan læse her på bloggen, er jeg pt. ret optaget af temaet "at bidrage". I dag fik jeg en kærlig påmindelse om, at jeg kan bidrage til mig selv, ved at huske at dyrke motion. Inden længe vil jeg dele et af de interview jeg har været ude og lave. En inspirerende kvinde jeg har fulgt på sidelinjen, har sagt god for at jeg deler hendes guldkorn her på bloggen. Jeg er vildt begejstret og glæder mig til at afslører hvem det er.
mandag den 31. oktober 2011
På opdagelse i det med at bidrage
De sidste par dage er jeg virkelig gået på opdagelse, i hvordan jeg kan bidrage til andre mennesker - både på velkendte og nye måder.
Jeg prøvede noget nyt den anden dag. Min status på Facebook blev brugt til at give ting væk, jeg ikke længere havde behov for. Jeg skrev noget a la "Jeg har DVD'er, tøj og smykker, som søger nye og kærlige hjem. Hvis du er hurtig, kan det blive dit kvit og frit. Eneste betingelse er at du selv kommer forbi og henter det". Det var lidt grænseoverskridende at skrive, da jeg har en god blanding af private og forretningskontakter på min profil.
Selve opdateringen blev skrevet og slettet en gang eller to, før jeg tog mod til mig og trykkede del. Puha! Så var der bare tilbage og vente. Jeg turde dårligt se, hvordan det blev taget imod.. Mine private kontakter var jeg ikke nervøs for. Dog var jeg lidt i tvivl om, det ville støje for meget i forhold til mine forretningsmæssige kontakter. Jeg havde en del tanker, de første 5 min. efter statussen var delt. ”Var det nu også klogt?”, ”Hvad sker der, når jeg åbner op for hele mig på Facebook, og ikke kun stiller spørgsmål og deler sjove ting?”. Tanker og bekymringer var der nok af.
Var der grund til bekymring? Egentligt ikke når jeg kigger på tilbagemeldingerne: to likes fra forretningsforbindelser og nogle veninder der viste stor interesse. Jeg var selv vildt begejstret over tilbagemeldingerne og stolt over at jeg delte denne status (jeg gjorde noget, som jeg synes var grænseoverskridende!).
En interessant ting jeg lagde mærke til ved en af mine veninder, var at hun havde svært ved at tage imod de ting hun godt kunne tænke sig. "Mai er du sikker på, det er ok at jeg tager alle de her film? Jeg nøjes altså gerne med mindre." og andre sætninger i den retning, blev sagt en del gange af hende, før jeg begyndte at pakke tingene ned for hende.
To sider af samme sag
Jeg havde svært ved at bidrage og min veninde havde svært ved at tage imod. Disse to eksempler (blandt mange) bekræfter mig i min egen idé, om at vi er mange som har svært ved at bidrage og/eller tage imod. Måske har vi allerede en følelse af at bidrage meget, men andre ser det ikke, eller vi føler ikke vi bidrager overhovedet og folk siger ofte til en ”husk nu også at tage imod engang imellem”.
Denne oplevelse er ikke gået ubemærket hen hos mig. Jeg er blevet ret nysgerrig efter at vide, hvad der kan ske, hvis alle åbner op og bidrager til et større kollektivt flow, samt husker at tage imod en gang imellem. Jeg har ikke indflydelse på hvordan andre opføre sig og dermed er det dumt at forsøge at ændre det i mine ydre omstændigheder. Dog har jeg rig mulighed for at arbejde med mig selv i forhold til dette. Jeg kan tage ansvar for at blive endnu bedre til at bidrage og blive ved med at finde nye måder at bidrage på, samt træne at tage imod. For at dette skal blive en realitet har jeg brug for nogle praksis der kan støtte mig.
Mine praksis de næste 30 dage:
- Jeg vil interviewe 5 menneske ud fra emnet at bidrage.
- Jeg vil bidrage med en ny ting hver dag.
- Jeg vil skrive ned, hvor jeg kan blive bedre til at give og modtage.
- Jeg vil lave en collage, hvor jeg på en kunstnerisk måde, udtrykker hvad det vil sige for mig at give og modtage.
Jeg starter mine nye praksis fra i dag. Lige nu! Hvorfor udskyde noget til i morgen, som jeg kan starte op nu?
De bedste tanker Mai
Jeg prøvede noget nyt den anden dag. Min status på Facebook blev brugt til at give ting væk, jeg ikke længere havde behov for. Jeg skrev noget a la "Jeg har DVD'er, tøj og smykker, som søger nye og kærlige hjem. Hvis du er hurtig, kan det blive dit kvit og frit. Eneste betingelse er at du selv kommer forbi og henter det". Det var lidt grænseoverskridende at skrive, da jeg har en god blanding af private og forretningskontakter på min profil.
Selve opdateringen blev skrevet og slettet en gang eller to, før jeg tog mod til mig og trykkede del. Puha! Så var der bare tilbage og vente. Jeg turde dårligt se, hvordan det blev taget imod.. Mine private kontakter var jeg ikke nervøs for. Dog var jeg lidt i tvivl om, det ville støje for meget i forhold til mine forretningsmæssige kontakter. Jeg havde en del tanker, de første 5 min. efter statussen var delt. ”Var det nu også klogt?”, ”Hvad sker der, når jeg åbner op for hele mig på Facebook, og ikke kun stiller spørgsmål og deler sjove ting?”. Tanker og bekymringer var der nok af.
Var der grund til bekymring? Egentligt ikke når jeg kigger på tilbagemeldingerne: to likes fra forretningsforbindelser og nogle veninder der viste stor interesse. Jeg var selv vildt begejstret over tilbagemeldingerne og stolt over at jeg delte denne status (jeg gjorde noget, som jeg synes var grænseoverskridende!).
En interessant ting jeg lagde mærke til ved en af mine veninder, var at hun havde svært ved at tage imod de ting hun godt kunne tænke sig. "Mai er du sikker på, det er ok at jeg tager alle de her film? Jeg nøjes altså gerne med mindre." og andre sætninger i den retning, blev sagt en del gange af hende, før jeg begyndte at pakke tingene ned for hende.
To sider af samme sag
Jeg havde svært ved at bidrage og min veninde havde svært ved at tage imod. Disse to eksempler (blandt mange) bekræfter mig i min egen idé, om at vi er mange som har svært ved at bidrage og/eller tage imod. Måske har vi allerede en følelse af at bidrage meget, men andre ser det ikke, eller vi føler ikke vi bidrager overhovedet og folk siger ofte til en ”husk nu også at tage imod engang imellem”.
Denne oplevelse er ikke gået ubemærket hen hos mig. Jeg er blevet ret nysgerrig efter at vide, hvad der kan ske, hvis alle åbner op og bidrager til et større kollektivt flow, samt husker at tage imod en gang imellem. Jeg har ikke indflydelse på hvordan andre opføre sig og dermed er det dumt at forsøge at ændre det i mine ydre omstændigheder. Dog har jeg rig mulighed for at arbejde med mig selv i forhold til dette. Jeg kan tage ansvar for at blive endnu bedre til at bidrage og blive ved med at finde nye måder at bidrage på, samt træne at tage imod. For at dette skal blive en realitet har jeg brug for nogle praksis der kan støtte mig.
Mine praksis de næste 30 dage:
- Jeg vil interviewe 5 menneske ud fra emnet at bidrage.
- Jeg vil bidrage med en ny ting hver dag.
- Jeg vil skrive ned, hvor jeg kan blive bedre til at give og modtage.
- Jeg vil lave en collage, hvor jeg på en kunstnerisk måde, udtrykker hvad det vil sige for mig at give og modtage.
Jeg starter mine nye praksis fra i dag. Lige nu! Hvorfor udskyde noget til i morgen, som jeg kan starte op nu?
De bedste tanker Mai
onsdag den 26. oktober 2011
Hallo.. Er der nogen hjemme?
.. Sådan sagde Hugo tilbage i mine barndomsår i midten af 90'erne. Og ja der er nogen hjemme. Jeg er her. Lige her!
Det er godt nok længe siden jeg har givet lyd fra mig - nogen vil mene for længe.
Så hvad skete der egentligt? Jo.. Jeg besluttede mig for at blogge igen. Indrømmet jeg havde ikke lagt en gennemtænkt plan for at bloggen men blogge ville jeg. Det gik også fint med at blogge, indtil jeg blev ramt af følelsen "du har ikke noget at bidrage med". Av! Var det sandt? Måske ikke, men jeg tog følelsen til mig og gemte mig bag undskyldningerne "jeg har travlt med min mastercoach udd. og at drive forretning" + en masse andre undskyldninger, for ikke at erkende hvad det egentligt handlede om. Undskyldningerne virkede til at være logiske forklaringer, og mine omgivelser gav mig da også ret i flere af dem. Fx. at tiden til det kunne være svær at finde.
Følelsen af ikke at bidrage med noget rumsterer stadig. Bl. a. lige nu hvilket er okay. Følelser er følelser, og dermed ikke den endelige sandhed om mig (heldigvis). Jeg kan selv vælge, om jeg vil lade denne følelse styre showet og pive over at jeg ikke opnår mine ønskede mål, eller om jeg vil trodse følelsen af ikke at kunne bidrage med noget. Jeg vælger det sidste. Jeg trodser frygten!
Set i bakspejlet har jeg trodset frygten og bidraget flere gange mellem sidste blogindlæg og dette:
- Jeg har været ude og teamcoache gratis hos 2 teams.
- I samarbejde med et team arrangerede jeg et kæmpe sæbeboblearrangement på Rådhuspladsen.
- Da jeg blev færdig med min mastercoach udd., tog jeg den halve kage med mig og delte ud til de mennesker, jeg mødte på min vej - Gratis kage er et hit!
- Jeg har smilet til min. 5 fremmede mennesker i løbet af en dag de sidste mange mdr.
- Jeg har oplevet en naturkatastrofe med ro i sindet, hvilket gjorde at jeg kunne være der for andre.
Der findes mange måder at bidrage på og jeg leder stadig efter nye. Hvad ser du som et bidrag og hvordan bidrager du til dig selv og andre?
Det er godt nok længe siden jeg har givet lyd fra mig - nogen vil mene for længe.
Så hvad skete der egentligt? Jo.. Jeg besluttede mig for at blogge igen. Indrømmet jeg havde ikke lagt en gennemtænkt plan for at bloggen men blogge ville jeg. Det gik også fint med at blogge, indtil jeg blev ramt af følelsen "du har ikke noget at bidrage med". Av! Var det sandt? Måske ikke, men jeg tog følelsen til mig og gemte mig bag undskyldningerne "jeg har travlt med min mastercoach udd. og at drive forretning" + en masse andre undskyldninger, for ikke at erkende hvad det egentligt handlede om. Undskyldningerne virkede til at være logiske forklaringer, og mine omgivelser gav mig da også ret i flere af dem. Fx. at tiden til det kunne være svær at finde.
Følelsen af ikke at bidrage med noget rumsterer stadig. Bl. a. lige nu hvilket er okay. Følelser er følelser, og dermed ikke den endelige sandhed om mig (heldigvis). Jeg kan selv vælge, om jeg vil lade denne følelse styre showet og pive over at jeg ikke opnår mine ønskede mål, eller om jeg vil trodse følelsen af ikke at kunne bidrage med noget. Jeg vælger det sidste. Jeg trodser frygten!
Set i bakspejlet har jeg trodset frygten og bidraget flere gange mellem sidste blogindlæg og dette:
- Jeg har været ude og teamcoache gratis hos 2 teams.
- I samarbejde med et team arrangerede jeg et kæmpe sæbeboblearrangement på Rådhuspladsen.
- Da jeg blev færdig med min mastercoach udd., tog jeg den halve kage med mig og delte ud til de mennesker, jeg mødte på min vej - Gratis kage er et hit!
- Jeg har smilet til min. 5 fremmede mennesker i løbet af en dag de sidste mange mdr.
- Jeg har oplevet en naturkatastrofe med ro i sindet, hvilket gjorde at jeg kunne være der for andre.
Der findes mange måder at bidrage på og jeg leder stadig efter nye. Hvad ser du som et bidrag og hvordan bidrager du til dig selv og andre?
søndag den 20. februar 2011
mandag den 14. februar 2011
Dreams
Dream no small dreams for they have no power to move the hearts for men - Johann Wolfgang Goethe
fredag den 11. februar 2011
Hva' så sexbombe ;)
.. Eller energibombe, kært brn har mange navne.
Kender du det, at sidst på dagen daler energiniveauet? Og selvom løbeskoene kalder, er det som om at sofaen har magten over dig..?
Jeg kender det alt for godt. Der er nogle ting jeg super gerne vil gøre, men jeg får det ikke gjort. Et af mine tricks er at gøre noget sjovt/skørt. Som at høre høj musik og danse vild (grimt). Det giver energi at bruge energi. Det lyder måske lidt langhåret men prøv det af! Kast dig ud i at gøre noget nyt for at få energien tilbage.
De bedste tanker Mai
Kender du det, at sidst på dagen daler energiniveauet? Og selvom løbeskoene kalder, er det som om at sofaen har magten over dig..?
Jeg kender det alt for godt. Der er nogle ting jeg super gerne vil gøre, men jeg får det ikke gjort. Et af mine tricks er at gøre noget sjovt/skørt. Som at høre høj musik og danse vild (grimt). Det giver energi at bruge energi. Det lyder måske lidt langhåret men prøv det af! Kast dig ud i at gøre noget nyt for at få energien tilbage.
De bedste tanker Mai
Abonner på:
Opslag (Atom)