Jeg havde en ret interessant oplevelse i dag. Oprindeligt var det min plan at løbe en tur efter morgenmaden, men det var som om at kroppen og hjernen ikke helt var enige om, hvilket tempo tingene skulle foregå i, eller for den sags skyld hvor kroppen skulle være.. Kroppen havde helt klart sin egen dagsorden: at sætte sig foran computeren, for at tage hul på dagens opgaver. Hjernen var samarbejdsvillig til en hvis grad - så udskydes løbeturen til efter frokost!
Tiden gik og inden jeg havde set mig om var kl. allerede 15.00, hvilket betød at jeg måtte ud af døren. Jeg havde en konsulentopgave ude i byen, der skulle løses.
Kroppen vågnede op, da den kom udenfor til stor jubel for hjernen. Tempoet var højt. Faktisk småløb jeg de 2 km. ned til stationen for at fange min bus.
Jeg sad i bussen og holdte godt øje med, hvor jeg skulle af, da jeg ikke kendte stoppestedet på forhånd. Pludselig ringede en gammel kontakt, og sagde at vedkommende havde haft mig i tankerne det sidste stykke tid. "Begejstrede mennesker glemmer jeg aldrig og folk som dig, vil jeg gerne arbejde sammen med" var et af mange venlige sætninger, der blev sagt under denne samtale. Behøver jeg at sige, jeg glemte at holde øje med, hvor jeg skulle af, da jeg blev helt opslugt af samtalen?
Jeg endte med at køre et stop for langt.. Jeg havde 15 min. til at finde en ukendt adr., der lå 2,2 km. fra hvor jeg var endt. Længe leve smartphones med GPS!
For anden gang indenfor 20 min. begyndte jeg at løbe - dog ikke for hurtigt da jeg ikke ville svede som et svin, og pruste som en hest, når jeg kom frem.
En sjov ting slog mig under denne transporttur: Når jeg dyrker motion, bidrager jeg til mig selv. I dag har du faktisk frarøvet dig, dit bidrag til dig selv, men heldigvis kan du blive så optaget af en telefonsamtale eller arb. foran computeren, at du helt glemmer tid og sted, hvilket medføre at du må løbe 4,2 km. samlet set for at nå din opg.
Til orientering kan jeg oplyse, at jeg nåede frem på minuttet. Sjældent har jeg grint så meget og åbenhjertig fortalt hvordan min vej til arb. har været.
Fik da også en kommentar med på vejen "Hvordan kan du komme ind af døren, tørre en svedperle af panden, og bare se så pokkers tjekket ud, når din vej til arb. har været sådan?"
Mens jeg lige stod og fik vejret, fik jeg slynget en fin sætning ud, som er ret kendt indenfor coachingensverden "der er kun noget at give slip på. Jeg gav slip på, at jeg skulle have styr på alting".
Som du kan læse her på bloggen, er jeg pt. ret optaget af temaet "at bidrage". I dag fik jeg en kærlig påmindelse om, at jeg kan bidrage til mig selv, ved at huske at dyrke motion. Inden længe vil jeg dele et af de interview jeg har været ude og lave. En inspirerende kvinde jeg har fulgt på sidelinjen, har sagt god for at jeg deler hendes guldkorn her på bloggen. Jeg er vildt begejstret og glæder mig til at afslører hvem det er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar